“I hjertets dyb, hvor moderkærligheden bor, mærker jeg et tomrum og desværre en historie der vækker genklang fra arv. Dit smil, din latter, dine drømme – alle har de trukket sig tilbage ind i mørket. Du er på en lang og sej rejse, en vandring, der har ført dig ind i en tæt skov af misbrug, hvor ingen moderhænder kan nå.
I den tavse morgen, hvor verden holder vejret, kan jeg stadig høre dit hjertes echo, søn. Det slår som torden gennem mit væsen, for du er min verden, mit blod, mit håb. Du er min ældste, min styrke, min prøvelse.
En lang og sej rejse har du foretaget, en rejse gennem skygger, hvor misbrug og smerte har været dine følgesvende. Hver sten du stødte på, hver torn der flængede din sjæl, hver gang du faldt… jeg følte det i mit hjerte. Jeg var der, selvom jeg ikke kunne være hos dig, jeg græd med dig, selvom du ikke kunne se mine tårer.
Jeg savner dig. Jeg savner at være din mor, din guide, dit sikre sted. Jeg savner at dele dine glæder, at trøste dine sorger, at være vidne til dine opdagelser. Hvordan kan jeg være mor uden min søn? Hvordan kan jeg leve uden en del af mit hjerte?
Men jeg ved, at du en dag vil komme tilbage. Du vil komme tilbage fra din rejse, træt og forslået, men stærkere. Du vil komme tilbage til mit hjerte, hjem, til min favn. Og når du gør, vil alle dine sorger gå i opløsning. De vil fordampe som morgenduggen i solens varme stråler.
Min søn, jeg savner dig. Jeg savner at være din havn i stormen, dit lys i mørket, din mor. Nu er du et skib, der sejler ud i det ukendte, mens jeg står tilbage på kysten, stirrer ud i det uendelige, beder til at du finder vej hjem.
Jeg ved, du er derude et sted, fanget mellem mørke skygger og svære veje. Men jeg ved også, at du er stærk. Du er min søn, og jeg kender dit hjerte. Et hjerte, der er formet af kamp, af mod, og som rummer en sjæls styrke, der kan bryde igennem selv den hårdeste storm.
Jeg ser frem til den dag, du finder vej tilbage til mig. Den dag, du vender hjem fra din rejse, træt og mærket, men hel. Den dag, du træder ind i mit favntag igen, lader din sorg smelte ind i min, og sammen lader vi vores tårer rense de sår, der har været.
Jeg venter på dig, min søn. Jeg holder lyset tændt for dig, og mit hjerte vil altid være åbent for dig. For jeg er din mor, og jeg vil altid elske dig, uanset hvor langt du har rejst, uanset hvor dybt du er faldet. Jeg er her, venter.
Når den dag kommer, vil vi genopbygge det, der er tabt og finde glæde i det, der er fundet. Vi vil græde, vi vil le, og vi vil genopdage hinanden. Sammen vil vi finde en ny vej, en vej ud af mørket og ind i lyset. En vej, der fører hjem.
Indtil den dag, vil jeg vente. Jeg vil håbe. Og jeg vil elske dig, fra afstand, men altid tæt i hjertet. For jeg er din mor, og det vil jeg altid være. Kom tilbage til mig, min søn. Tilbage til min favn, hvor alle vores sorger går i opløsning.”
Jeg dedikere disse bobler til alle forældre med knuste hjerter og savn.
Skriv et svar