HVORDAN JEG BLEV EN KRIGER
Engang løb jeg fra frygt
så frygten styrede mig.
Indtil jeg lærte at holde på frygt som en nyfødt.
Lyt til det, men giv ikke efter.
Ær det, men tilbed det ikke.
Frygt kunne ikke stoppe mig længere.
Jeg gik med mod ind i stormen.
Jeg har stadig masser af frygt,
men det får ikke lov at styrer mig.
Engang blev jeg til i skammens skygge.
Skam skyggede for mit hjertemod.
Jeg lod det udbrænde i millisekunder af lys.
Den fortalte mig: “Jeg prøver kun
for at beskytte din sårbarhed”.
Jeg takkede skammen højt,
og trådte på listetå ind i livet,
Til uskammet.
Engang var den
begravet dybt inde.
Jeg inviterede den til at komme ud og spille.
Jeg græd oceaner. Mine tårekanaler løb tørre.
Og jeg fandt glæde lige der.
Lige i kernen af min sorg.
Det var hjertesorg, der lærte mig at elske.
Engang havde jeg angst.
Et sind, der ikke ville stoppe.
Tanker, der ikke ville være stille.
Så jeg holdt op med at forsøge at gøre dem tavse.
Og jeg faldt ud af sindet,
og ind i jorden.
Ind i mudderet.
Hvor jeg blev holdt stærk
som et træ, urokkeligt, sikkert.
Engang brændte vreden i dybet.
Jeg kaldte vrede ind i lyset af mig selv.
Jeg mærkede dens chokerende kraft.
Jeg lod mit hjerte hamre og mit blod koge.
Hørte den endelig.
Og den Råbte: “Respekter dig selv Nu!”.
“Tal din sandhed med lidenskab!”.
“Sig nej, når du mener nej!”.
“Gå din vej med mod!”.
“Lad ingen tale for dig!”
Vrede blev en ærlig ven.
En sandfærdig guide.
Et smukt vildt barn.
Engang skar ensomheden dybt.
Jeg forsøgte at distrahere og bedøve mig selv.
Løb til mennesker og steder og ting.
Selv lod som om jeg var “glad”.
Men snart kunne jeg ikke løbe mere.
Og jeg væltede ind i ensomhedens hjerte.
Og jeg døde og blev genfødt
ind i en udsøgt ensomhed og stilhed.
Det forbandt mig til alle ting.
Så jeg var ikke ensom, men alene med Alt Liv.
Mit hjerte Et med alle andre hjerter.
Engang løb jeg fra svære følelser.
Nu er de mine rådgivere, fortrolige, venner,
og de har alle et hjem i mig,
og de hører alle til og har værdighed.
Jeg er følsom, blød, skrøbelig,
mine arme viklet om alle mine indre børn.
Og i min følsomhed, magt.
I min skrøbelighed, et urokkeligt nærvær.
I dybden af mine sår,
i det, jeg havde kaldt “mørke”,
Jeg fandt et flammende lys
som leder mig nu i kamp der er værd at kæmpe.
Jeg blev en kriger med hjertemod
da jeg fandt fred med mine paradokser.
Og begyndte at lytte.
Skriv et svar