Mine brødre, mit hjertes spejl delt i 3, vi voksede op i en storm, hvor kærlighed var en sjælden fugl, og vi var dets fortabte børn. Jeg ser glimt i fremkalder væsken. For mange år siden var vores stemmer det eneste lys i et flosset hjem, der var fortabt i mørket. Vores stjålne grin, selv i tumulten, var som en sang, der brød gennem skyerne, en påmindelse om det bånd, der engang var.
Jeres sjæl, så ufortjent udmattet, bærer ar efter ar, efterladt af forældre, hvis kærlighed var forvredet til noget uigenkendeligt. Men i jeres øjne, i stjålne øjeblikke, glimter der stadig en gnist. Et glimt af humor, et glimt af håb, et glimt af de brødre, jeg kender og elsker.
Jeg ville ønske, jeg kunne tage jer i lommen, bære jer væk fra de skygger, der stadig snæver jeres verden. Jeg ville ønske, jeg kunne slette de mørke dage, male et nyt billede, hvor i og jeg kunne grine som vi gjorde, før verden blev for tung at bære for os tre musketere.
Lang tid er gået, siden vi delte samme sti. I barndommens skygge vandrede vi, hver for sig, i smertens labyrint. Vores hjem, en turbulent sø, hvor vi begge blev skibbrudne. Men stærk er den, der stiger op fra dybet, og mod frihedens kyst fortsætter sit svøm.
Vore forældres kamp med sindet, flasken stedfast i dens enes greb, det formede os, adskilte os, men vi står endnu på fast grund. Voldens mørke, sorgens byrde, de dage vi ville glemme, men fra disse skår, min smukke sjæle, kan vi 3 nu forstå og erindre.
For hver en tåre vi har grædt er vi blevet stærkere, mere faste. Fra stenene vi har stødt vores fødder imod er vi blevet klipper, stærkere end vi troede vi ku’ bli. Lad os nu, efter år i tavshed, finde hinanden igen, lad os bygge en bro over fortidens flod og finde vej hjem til hinanden igen.
Vi er ikke kun børn af smerte, af alkohol og vrede, vi er også mennesker, der kan vælge, hvilken vej vi vil betræde. Lad os træde ud af skyggerne og bære vores historie med stolthed, og huske, at vi er mere end vores fortid.
Vi er søskende, vi er krigere, vi har overlevet mange storme, og selvom arrene stadig kan gøre ondt, er de en del af vores form. Lad os nu, i stilhedens øjeblik, række hænderne ud, og finde tilbage til den kærlighed, der i os musketere bor, dybt og stumt.
For livet er kort, og minderne uendelig lange, tiden går sin gang som forsilleret, lad os være søskende igen, i kærlighed og sang. For vi er mere end vores sår, vores smerte og vores vrede, vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi sprede.
Må vi lære at elske igen, at se hinanden i øjnene, og finde det bånd, der engang blev brudt, i vores barndomshjemmets øde. For vi er søskende, vi er stærke, vi er bygget af mod og styrke, og nu er tiden inde til at vise, hvad vi har i os, dybt og stærkt.
Må vi mødes igen, mine sorgs kæmpere, med åbne hjerter og sind, og finde tilbage til det bånd, der binder os sammen, som indfangen vind. For vi er mere end vores fortid, vi er mere end vores sår, vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi bære, høj og klar. Jeg ser jer, mine brødre, i jeres bedste og værste øjeblikke. Jeg ser jer og jeg husker. Jeg husker det bånd, vi delte. Jeg håber, at en dag vil i finde vejen ud af mørket og ind i lysets hjem. Og indtil den dag, vil jeg være her, holder et håb for os 3, venter på at høre jeres latter igen.
Vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi sprede. Vi er bygget af mod og styrke, og nu er tiden inde til at vise, hvad vi har i os, dybt og stærkt. Må vi mødes igen, mine sorgs brødre, med åbne hjerter og sind, og finde tilbage til det bånd, der binder os sammen, som vildeste vind.
For vi er mere end vores fortid, vi er mere end vores sår, vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi bære, høj og klar. Vi er søskende, vi er krigere, vi har overlevet en storm, og selvom arrene stadig kan gøre ondt, er de en del af vores form. Vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi sprede. Vi er bygget af mod og styrke, og nu er tiden inde til at vise, hvad vi har i os, dybt og stærkt.
Vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi bære, høj og klar. Lad os nu, i stilhedens øjeblik, række hænderne ud, og finde tilbage til den kærlighed, der i os alle bor, dybt og stumt. Lad os være søskende igen, i kærlighed og sang. For vi er mere end vores sår, vores smerte og vores vrede, vi er søskende, vi er stærke, og vores historie skal vi sprede.
Skriv et svar