En Hymne til de Modige
Du begynder at dø langsomt, hvis du lader dine dage sive ud som sand mellem fingrene uden at smage på verden. Hvis du ikke pakker din sjæl med eventyr, hvis siderne i bøger forbliver urørte, som lukkede døre til utallige verdener.
Du begynder at dø langsomt, hvis hver morgen er en kopi af den forrige, hvis musikken bliver tavs, hvis din stemme aldrig stiger over en hvisken, hvis du glemmer at se dig selv i spejlet og sige: “Du er værdifuld.”
Du begynder at dø langsomt, hvis dit selvværd er en gammel avis, tåget og glemt. Hvis din hånd aldrig strækkes ud for at gribe en anden, hvis din dør forbliver lukket, både indad og udad.
Du begynder at dø langsomt, hvis livet er et arbejdsark med rutiner, hvor hver dag er en gentagelse, en endeløs loop af samme farve. Hvis din garderobe er en uniform, og fremmede er skygger, du aldrig møder med et “hej”.
Du begynder at dø langsomt, hvis dit hjerte aldrig svinger i takt med lidenskab, hvis dine følelser er fængslet, og øjnene aldrig gnistrer med det, der kunne have været. Hvis risici er fjender, og drømme er fængsler af “hvis kun”.
Men lad ikke døden snige sig ind mens du lever. Vær modig, kast dig ud i det ukendte. Må dine fødder danse i nye retninger, og dit hjerte banke i takt med eventyr. For livet er her og nu, og det venter på dig.
Glem ikke, at skabe dit liv. Glem ikke, at du er kærlighed. Glem ikke, at du er lykke!
Skriv et svar